Fra bogen “Kritik af den kyniske fornuft”.

Kynisme kommer af der græske ord kyon, der betyder hund; men hunde er jo ikke særligt kyniske i ordets moderne og dagligdags betydning. Tværtimod: blandt hunde findes inge gustne overlæg, in-gen udspekuleret nederdrægtighed, ingen åndfuld latterlighed; men hunde spiser og fjærter uden skam, og de springer omkring og leger.

Sådan var det også med en lille, men markant gruppe filosoffer i antikken (4 årh.fvt.), og derfor kaldtede forargede bedste- og by-statsborgere dem for nogle foragtlige hunde – og artsbetegnelsen for “menneskets bedste ven” er stadig et voldsomt skældsord og tegn på afmagt og udgrænsning: “som en hund døde han”, skriver Kafka om Josef K. i Processen.

Men tiden har udsat den gamle hundefilosofi for en tragisk koperninansk vending, eller rettere: lagt den ydre, legende hund og krop i lænker og fodret den indre svinehund op med masser af rationalitet og klogskab. Dermed blev vi kyniske i en helt ny betydning, og moderniteten er den kyniske fornuft.

Da vesttyskeren Peter Sloterdijk i 1983 udsendte sin Kritik af den kyniske fornuft, var han en ukendt filosof.
Tilmed havde han den frækhed i titlen at referere bagud til Kants berømte, 200 årige Kritik der reinen Vernuft.
Sloterdijks tema er oplysnings- og fornuftsfilosofiens dødskamp og forvandlingg til kynisk filosofi og strategi, og videnskabens forvandling til magtens instrument. Sloterdijks helt er den antikke vagabondfilosof Diogenes (ham med tønden!), og hans ærinde er en appel til en selvbesindelsens livsfilosofi.